Line Sangild Thimmer

Line Sangild Thimmer

Aut. psykolog og parterapeut

At lukke et andet menneske ind omkring det, som er sårbart, kræver mod. I kontakten med mig vil du møde en professionel, der gør sig umage med at se problematikken fra dit synspunkt. Jeg har siden 2013 arbejdet med en mentaliseringsbaseret tilgang til mennesker og deres problematikker. Mentalisering handler om at være opmærksom på, hvad der sker på indersiden hos en selv, samtidigt med at man er nysgerrig på, hvad der sker i den anden, fx ens partner eller barn.

Derudover er jeg optaget af, hvordan traumeoplevelser berører os og vores relationer og særligt, hvordan vi kan overkomme traumeerfaringer, så der ikke gentager sig uhensigtsmæssige mønstre i nye relationer.

De primære relationer har igennem hele mit arbejdsliv været et centralt omdrejningspunkt gennem arbejdet med par, forældre/barn-relationen og den professionelle omsorgsperson. De primære relationer er der, hvor vi udvikles og også nogle gange der, hvor vi rammes. Når vi har erfaringer med at blive ramt i vores relationer, opstår der risiko for gentagelse, hvor nye svigt kan opstå. De primære relationer indebærer samtidig potentiale for forløsning af de gamle svære erfaringer, når vi mødes med forståelse, omsorg og
tydelighed.

Jeg har mere end 10 års undervisnings- supervisions- og interventionserfaring indenfor anbringelsesområdet, herunder arbejdet med unge på døgnophold, supervision af de professionelle omsorgspersoner her og udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser. Jeg er uddannet i mentaliseringsbaseret terapi indenfor voksen-, unge- og familieområdet og har en toårig specialistuddannelse i emotionsfokuseret parterapi ved Jette Simon og Lone Algot.

Jeg er autoriseret psykolog og uddannet fra Aarhus Universitet i 2015 og er medlem af
Dansk Psykologforening. Jeg modtager løbende supervision og efteruddannelse for at
sikre kvaliteten af mit arbejde.

Email: kontakt@bro-psykologpraksis.dk, Telefon: (+45) 22 46 73 03